Nyt gruppeforløb i Holstebro støtter forældre til unge med misbrug

Foto: Holstebro Kommune.
dato

Holstebro Kommunes rusmiddelcenter tilbyder nu gruppeforløb for forældre til unge med misbrug og skaber et fællesskab med støtte fra erfarne psykologer og behandlere.

Holstebro Kommunes rusmiddelcenter starter nu et gruppeforløb for forældre, som har brug for støtte, viden og nogen at dele deres erfaringer med. Når en ung udvikler et misbrug af opioider, alkohol, hash eller andre stoffer, efterlades mange forældre med spørgsmål, bekymringer og en følelse af at stå alene og være utilstrækkelige.

Sorg, skyld og skam kan fylde meget, og det kan være vanskeligt at vide, hvordan man bedst støtter sit barn – både før, under og efter en eventuel behandling. For at hjælpe tilbyder rusmiddelcentret nu et gruppeforløb specielt for forældre til unge op til 25 år, der kæmper med misbrug. Gruppemøderne giver mulighed for at møde andre forældre i lignende situationer samt få sparring og rådgivning fra to erfarne psykologer og behandlere inden for rusmiddelbehandling.

I gruppen er der plads til at tale om de svære følelser og få redskaber til at håndtere hverdagen – herunder hvordan man kan bevare relationen og tilliden til sit barn, samtidig med at man passer på sig selv. Gruppens formål er at tilbyde et frirum, hvor ingen står alene.

Der er plads til 10 forældre i gruppen, som mødes seks gange á to timer i rusmiddelcentret på Danmarksgade i Holstebro. Første gang er torsdag den 17. september. Hvis interessen er stor, og forældrene har glæde af forløbet, planlægges det at oprette flere grupper.

Hvis du vil vide mere om gruppeforløbet eller overvejer at deltage, kan du kontakte rusmiddelcentret på telefon 96114050 på hverdage mellem kl. 8.00 og 15.30, eller sende en e-mail til stofbehandlingen@holstebro.dk.

https://www.holstebro.dk/nyheder/nyhed/naar-et-ungt-menneske-misbruger-paavirker-det-hele-familien-1?PID=18398&M=NewsV2&Action=1&NId=76466&NewsCategory=Nyheder&newscategorys=Nyheder,Unge,Familie,Sundhed

Kilde: Holstebro Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.
Mest læste artikler