Flot medlemsfremgang i dansk håndbold – også i det midt- og vestjyske

(Fotograf: Casper Horsnæs Larsen)
Profilbillede
dato

Antallet af håndboldspillere er på landsplan vokset med 5,4 procent i 2022, hvor flere hundrede nye midt- og vestjyder også er trukket i håndboldskoene.

Det er ikke kun de danske landshold, der kan juble over succes for tiden. Også rundt om i klubberne er der grund til at trække bredt på smilebåndet, for Dansk Håndbold Forbund oplevede sidste år en flot medlemsfremgang på 5,4 procent svarende til 5.311 flere medlemmer.

Dermed er antallet af håndboldspillere efter et par år præget af corona igen sekscifret med i alt 103.528 medlemmer. Det viser opgørelsen, der kommer samme dag, som Danmarks Idrætsforbund offentliggør deres medlemstal for foreningsidrætten i hele landet.

Håndboldens vækst viser sig også i det midt- og vestjyske. Her har man i de to lokale kredse 3 og 6 under Jydsk Håndbold Forbund noteret en medlemsfremgang sidste år på næsten 300 flere spillere.

En af de klubber, der er vokset mest i området, er Aulum Håndboldklub, der har opnået en imponerende vækst på 36,3 procent, så klubben nu tæller 124 medlemmer.

- Vi er meget stolte af resultatet. Det skyldes ikke mindst, at vi har nogle dygtige og engagerede trænere og forældre, der giver børnene en god oplevelse. For når det er sjovt at gå til håndbold, lokker det hurtigt flere til, siger Lone Vestergaard, der er kasserer i Aulum Håndboldklub.

Et nyt tiltag der har bidraget til at give vind i sejlene, har været gratis sommertræning, der blev etableret efter sidste sæson i maj og juni, hvor nye spillere kunne komme og prøve kræfter med sporten.

- Det vigtigste for os var, at ungerne kom ned i hallen og prøvede at lege med en bold. Der kom rigtig mange børn, der aldrig før havde spillet håndbold, og de oplevede, det var enormt skægt. Langt de fleste kom så igen efter sommerferien, da den nye sæson skulle starte, og flere og flere er dumpet ind sidenhen og vil også gerne være med, forklarer Lone Vestergaard.

Håndboldens flotte medlemsfremgang gør sig gældende på tværs af alle aldersgrupper, og det faktum vækker ekstra glæde hos Lene Karsbæk, chef for udviklingsafdelingen i Dansk Håndbold Forbund. 

- Det er både enormt positivt, at vi oplever voksende interesse fra de yngste, der kan få glæde af håndboldens fællesskab i mange år frem. Men jeg er samtidig rigtig stolt over, at vi, sammen med en engageret indsats fra klubberne, er lykkedes med at få flere voksne til igen at spille håndbold på både motions- og turneringsplan, siger hun.

Hvis man selv vil prøve at kræfter med håndbold, kan den nærmeste klub findes her: https://www.dhf.dk/soeg-haandboldinfo/

Kilde: DHF
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.