35 unge musikere fra Holstebro Musikskoles Ungdomssymfoniorkester får til sommer en ganske særlig oplevelse, når de rejser til Wien fra den 3. til 8. juli. Orkestret skal deltage i Summa Cum Laude International Youth Music Festival, som er en af Europas mest anerkendte festivaler for unge orkestre, kor og ensembler.
Festivalen samler hvert år unge musikere fra hele verden, der deltager i workshops, spiller koncerter og får musikalsk inspiration gennem internationalt fællesskab og læring. For de unge fra Holstebro venter oplevelser langt ud over det sædvanlige. De skal blandt andet optræde i den berømte Guldsal i Musikverein og i Wiener Konzerthaus – koncertsale, der er kendt for de prestigefyldte nytårskoncerter med Wienerfilharmonikerne.
Invitationen til festivalen kan, for at sætte oplevelsen i perspektiv, sammenlignes med, at et dansk ungdomsfodboldhold blev inviteret til at spille på Anfield mod Liverpools ungdomshold – en stor anerkendelse for de unge musikere.
Ungdomssymfoniorkestret blev etableret i 2022 og samler klassisk interesserede unge musikere i alderen 10 til 16 år. På turen deltager 35 elever og fire lærere fra Holstebro Musikskole. Programmet byder på workshops, faglig fordybelse, internationalt samvær og koncerter med unge musikere fra hele verden.
For deltagerne er rejsen ikke kun en mulighed for at optræde på store scener, men også en rejse med fokus på musikalsk udvikling, mødet med andre kulturer og oplevelsen af den internationale musikscene på nært hold.