Fra og med den 21. marts får både borgere og besøgende i Thorsminde mulighed for at gå på opdagelse i byens mange fortællinger gennem en ny, permanent lydvandring, som kan tilgås gratis på egen mobiltelefon. Lydvandringen bygger videre på den anmelderroste teater- og musikvandring, der blev skabt i august 2025, hvor kunstnergruppen Kunstneren Tæt På og Ghost Coast Choir indsamlede historier fra byens borgere.
De oprindelige samtaler med Thorsmindes indbyggere har taget form af et unikt værk med kormusik og lokale fortællinger om livet ved havet. Takket være supplerende projektmidler er lydværket nu digitaliseret og oversat til tre sprog, så det er muligt for alle interesserede at tage turen, når det passer dem – året rundt.
Lydvandringen giver et særligt indblik i landsbyens hemmelige og nære sider, med stemningsfulde fortællinger om alt fra synske kvinder og natskyer til erhvervsfiskeri og områdets natur.
Lørdag den 21. marts kl. 13.30 inviteres alle til officiel åbning af lydvandringen. Her bliver der serveret et glas, mens deltagerne får mulighed for at afprøve ruten for første gang. Vandringen starter ved kirken og går forbi vigtige steder som Strandingsmuseet, signalmasten, den gamle havn og sandpumpen Tønne. Det eneste, man behøver, er en smartphone og et par gode hovedtelefoner.