VILDSPIL er navnet på et musikalsk projekt, hvor fem markante kunstnere – Harald Haugaard (violin), Janne Thomsen (fløjte), Oskar Reuter (guitar), Thommy Andersson (bas) og Anders Mogensen (trommer) – sammen udforsker Vestjyllands musikalske arv. De forener folkemusikkens kraft med elementer fra både jazz og klassisk musik og skaber et levende og nutidigt lydunivers.
Projektet tager udgangspunkt i rødder fra Holstebro, Hardsyssel, Vestjylland og resten af området. Musikerne bringer gamle melodier frem i lyset og fortolker dem med ny energi og engagement, så de taler til nutiden. Musikaliteten er skabt på baggrund af research og bearbejdning af et omfattende kildemateriale foretaget af Harald Haugaard.
VILDSPIL udspringer af ønsket om at skabe ny opmærksomhed omkring den vestjyske folkemusiktradition og fortælle historier om regionens fortid. Her formidles fortællinger om kloge koner, kjæltringer, tatere og studedrivere gennem musik, tekst og billeder. Klassikere som “Jens Vejmand” og “Den blå Anemone” får nyt liv i arrangementerne, suppleret af hidtil uudgivne melodier af Ole Kjær (1807–1841), også kendt som Vestjyllands Paganini.
Navnet VILDSPIL stammer fra Anders Chr. N. Christensens bog “Vildspil og Nodespil”, hvor begrebet “vildspil” betyder at spille uden noder – frit, levende og utæmmet. Dette afspejler ensemblets tilgang til musikken og deres ønske om at bringe historiske melodier til live med et originalt og nutidigt udtryk.
Efter koncertpremieren i Holstebro i oktober 2024 blev VILDSPIL indspillet i Findshøj Studios i Odense og videreudvikles nu med kortfilm, teasere og droneoptagelser fra blandt andet Hjerl Hede, Nr. Vosborg, Kaj Munks præstegård og Vesterhavet. Filmproduktionen udføres af Mads Haugkrogh, mens foto og design er skabt af Jesper Thomsen.
Teksterne i projektet er udviklet af Dr. Phil. Esben Graugaard og Mag. Art. Anders Chr. N. Christensen, med støtte fra Holstebro Museum/Frilandsmuseet Hjerl Hede ved tidligere museumsleder Hanne Thomsen. Projektet er støttet af Holstebro Kommunes Jubilæumsfond samt Færchfonden og gennemføres i samarbejde med Klassiske Dage og Jazz Nights.
For ensemblet handler VILDSPIL om identitet, og om at udforske de folkemusikalske rødder, som klassisk og moderne musik bygger på. De understreger, at denne folkemusik er “vores” – og projektet belyser, hvor vi i Vestjylland egentlig kommer fra, både musikalsk og historisk.