Et nyt projekt med Vāli Theatre Lab i front skal puste nyt liv i Holstebros ældste og mindste bygning, kendt som Bomhuset på 32 m2 ved Sønderlandsgade 46, 7500 Holstebro. Med en bevilling på 675.000 kr. fra Statens Kunstfond får projektet, kaldet ”Eventyrhuset”, mulighed for at skabe kunst, litteratur og teater for børn i det ikoniske lille hus ved rundkørslen.
Scenekunstnerne Alice Occhiali og Valerio Peroni, der sammen udgør Vāli Theatre Lab, bliver til efteråret huskunstnere i Bomhuset. I samarbejde med Holstebro Bibliotek og Holstebro Kunstmuseum vil de forvandle det gamle bomhus til et fast kultursted for børn. Her får børnene ikke kun muligheden for at opleve kunst og teater – de bliver også ’dramaturgiske medskabere’ og er med til at forme oplevelserne i det historiske hus.
I fordums tid var det ved Bomhuset, at handelsfolk skulle betale afgift, før de fik adgang til at sælge varer i Holstebro. I dag får børnene i stedet udleveret et særligt ’toldkort’, når de træder over dørtærsklen til Bomhusets eventyrlige univers. Indenfor venter der dem interaktive fortællinger og mulighed for dramatisk fordybelse sammen med skuespillerne, som agerer nutidens eventyrfigurer.
”Eventyrhuset” er tænkt som et stedsspecifikt projekt, der samler scenekunst, eventyr, læsning, kunsthistorie og installationskunst. Samtidig fungerer forløbet som kunstnerisk undersøgelse, hvor Bomhusets arkitektoniske og symbolske historie bearbejdes og omsættes til nye, dramatiske udtryk til glæde for Holstebros børn.